Gå til hovedindhold

Nogle opskrifter

Mange der har smagt vores gode mad spørger efter en opskrift. Her under er nogle af hverdagens favoritter. Vil du læse mere så kig i vores kogebog Alle tiders måltid, hvor vi ikke kun har samlet mange af vores bedste opskrifter men også fortæller hvad man ved om vikingetidens mad og hvorfor vi laver netop den mad vi gør.

Indhold

        

     

    Suppe
    Kom 1-2 kyllinger i en gryde og dertil så meget vand at det dækker dem helt. Skræl en masse løg, jo flere jo bedre, skær dem i tern og kom det i gryden. Du må også gerne komme hvidløg og rodfrugter i hvis du har det. Kog i mindst to timer, helst over bål og uden låg.

    Suppen bliver nemmest at servere for mange hvis du tager kyllingerne op, piller benene fra og kommer kødet findelt tilbage i gryden før du serverer den.
    Husk at salte, og smage suppen til. Krydr gerne med timian eller merian.

    Er der forår, smager det dejlig med friskt grønt i suppen, måske brændenælder og skvalderkål fra skoven. Vær opmærksom på at brændenælderne farver suppen ret grimt, med mindre du giver dem et opkog for sig, før du kommer dem i.

    Selvfølgelig kan man komme næsten hvad som helst i suppen. Det behøver jo f.eks. ikke at være kylling.
    Husk at det her er en grundopskrift, så varier den endelig!


    Fladbrød
    Ælt mel og vand til en dej. I Vikingelandsbyen plejer vi at bruge lige dele havre, rug og bygmel.
    Dejen skal være fast, men også stadig lidt fugtig. Tril dejen til blommestore kugler og rul dem flade og jævne. Brødene bliver nemmest at bage hvis de er ca. 2 mm. tykke. Du må gerne bruge en anelse mel ved udrulningen men pas på at brødene ikke bliver melede.

    Bag brødene på begge sider på en varm pande. Prøv efter om de er færdige mellem tommel- og pegefinger. Brødene skal føles spændstige når man klemmer på dem, ikke "dejagtige".
    Varmen skal være sådan at brødene bliver færdige lidt langsommere end på en brødrister.

    Man kan bage fladbrød på et komfur, men resultatet bliver ikke nær så godt som over et bål.

    Du kan også bruge f.eks. kærnemælk i stedet for vand og du kan komme honning eller salt i dejen, hvis du vil.

     

        


    Smør
    Kom ¼ l økologisk piskefløde i en krukke og pisk indtil det skiller i smør og kærnemælk. Løft smørret op og ælt det grundigt i koldt vand for at få luftboblerne væk og alle mælkerester vasket ud. Ælt gerne lidt salt i det færdige smør for den gode smags og holdbarhedens skyld.

    Kærnemælksost
    Kom kærnemælk i en krukke og stil den tæt på bålet. Drej krukken jævnligt indtil kærnemælken skiller i ost og valle. Det kan være nødvendigt at skære et kryds i ostemassen for at det hele skal stivne. Hvis du ikke har et bål men kun et komfur, kan du bruge en almindelig gryde til at varme kærnemælken i. Kom pladen på lav varme så klarer den selv at skille, stille og roligt.

    Sigt vallen fra ostemassen og kom osten på et fad. Bland gerne lidt salt og krydderier i. Hvidløg eller løg er f.eks. altid godt, men også friske krydderurter smager dejligt.

     


    De hemmelige kneb

    Vi har nogle triks der får maden til at smage ekstra godt og dem vil vi gerne afsløre. Måske kan du genskabe dem derhjemme:

    Masser af frisk luft

    Den dejlige træthed der følger efter hårdt arbejde

    Sult

    Godt humør

    Godt selskab


    Velbekomme!