Gå til hovedindhold

Tema - Fortællekunst

Fortællekunst

Indhold

    Smedjefrisen

    Man taler om stenalder, bronze- og jernalder fordi vi har disse materialer som fysiske mindemærker over de forskellige tidsperioder. Middelalderen har fået navn efter sin placering. Men vikingetiden har fået sit navn efter fortællingerne - det er den tid hvor resten af verden talte om os.

    Fortællingerne om vikingerne fandtes længe inden arkæologien blev opfundet, og er stadig en vigtig kilde til vores viden om tidsperioden. Omverdenens fortællinger, genfindes i de frankiske og angelsaksiske annaler eller i arabiske rejsendes øjenvidneskildringer. Men med undtagelse af runestenene er alle nordboernes egne fortællinger nedskrevet senere, i middelalderen. Dermed er selve vores kilder baserede på fortællinger.

    Snorri Sturlasson, som levede fra 1179 til 1241, var en islænding, eftertiden kan takke for meget. Han var historiker og digter men også politisk aktiv. Han nedskrev fortællinger om de norske konger, Heimskringla, men også det vi dag kalder for Snorres Edda eller Den yngre Edda. Det er en håndbog for digtere, som indeholder mange gudesagn i genfortælling. Snorre skrev på sit modersmål, islandsk, og åbenbart med stor kærlighed til sit stof.

    Den ældre Edda eller Den poetiske Edda blev fundet i 1600-tallet på en islandsk gård. Det er en anonym samling mytologiske digte. På sproget og skriften kan man se at håndskriftet stammer fra slutningen af 1200-tallet.

    Klaus fortæller     Risby tapetet fortæller Vikingelandsbyens historie

    I Danmark skrev Saxo i begyndelsen 1200-tallet den første Danmarkshistorie; Gesta Danorum. Han skrev på latin og et af hans mål var at gøre den nordiske oldtidsdigtning 'ligeværdig' med antikkens litteratur. Hans formål er netop at fortælle en god historie og han drejer friskt stoffet som det passer han. Men selv om han drejer historierne, baserer de sig på sagn, og myter som ellers var gået tabt.

    En anden vigtig kilde til vikingetiden er de islandske sagaer. De er også nedskrevet i 1200-1300-tallet og omfatter fortællinger om almindelige mennesker, konger og fortidens helte. Mange af dem foregår i perioden 900-1000-t. Selv lovene blev fortalt i vikingetiden og først nedskrevet i 11-1200-tallet.

    Også billeder kan bruges for at fortælle en historie. Læst i billeder er vikingetiden rig på samtidige fortællinger. Den største af dem alle er det 70 m lange billedtæppe i Bayeux, også kaldt "verdens første tegneserie". Det fortæller vikingetidens sidste store historie; slaget ved Hastings i 1066. I Vikingelandsbyen har vi ladet Bayeuxtapetet inspirere os til at fortælle vores egen historie om de første ti år, i det 6 m lange Risby-tapet.

    Nogle af vikingernes billeder viser historier vi kan genkende fra andre, senere kilder. Historien om Sigurd Fafnersbane er hugget ind i en klippe i Ramsund i Sverige og Thors fisketur kan genkendes på flere sten. Historien om Sigurd genfindes også skåret i træ, i en kirkeportal i Norge.

    Sigurd dræber dragen Fafner     Venneforeningen synger og danser historien om Sigurd

    "Et billede siger mere end tusind ord", siger et mundhæld. Men det rigtige ord sætter også gang i en masse billeder. At fortælle en god historie er et håndværk. Ved nedskrivning bliver fortællingen bevaret, men stivner også, bliver til 'rigtigt' eller 'forkert' i forhold til kilden. I vikingetiden holdt man endnu historierne levende. I et røgduftende vikingehus, ved et knitrende bål og iført vikingedragter kommer historierne næsten af sig selve. Måske er det derfor vi altid har fortalt historier i Vikingelandsbyen.

    Hør mig alle
    hellige slægter!
    Høje og lave
    Heimdalssønner.
    Du vil, Valfader,
    at vel jeg fortæller
    ældgamle sagn
    inderst i mindet

    Vølvens spådom

    Odins ravne Hugin og Munin fortalte ham alt hvad der skete ude i verden     Historien om Balder er ikke for de sarte