Gå til hovedindhold

Tema - Vikingernes sprog

Vikingernes sprog - i skrift, tale og tanke

Indhold

    Futharken - vikingernes runealfabet

    En lerkrukke kan med rimelig sikkerhed rekonstrueres ud fra et skår. Det er straks værre at rekonstruere et sprog ud fra de ord man har fundet. Vi har startet med et lille antal ord, som vi er sikre på, og som vi mener ethvert vikingebarn i Albertslund kan lære sig:
    - godan dag (goddag)
    - ek heit ... (jeg heder ...)
    - kom heil ok sæl (velkommen)
    - tak
    - far heil ok sæl (farvel)

    Idag kan det være svært for os, der er vokset op i en verden af bøger, at forstå hvordan viden og litteratur kan eksistere uden dem. Nøglen til den forståelse er forståelsen af ordets magt. Ordet var indgangen til den kollektive hukommelse og vejen til kundskab!

    Love, leveregler, alt skulle udtrykkes så det kunne huskes. At huske godt var et magtmiddel, ligesom evnen at kunne lægge sine ord vel var det. Kom man i tvistemål skulle man på tinge føre sin tale med vel lagte ord og henvisninger til gamle love, for dermed at vinde støtte for sin sag. Var man selv dårlig til at føre talen, var det vigtigt at man fandt hjælp af nogen der kunne denne kunst, ellers var sagen tabt på forhånd.
    Ordet var også magtfuldt i form af et menneskes ry; de ord der blev lagt om en, medvirkede afgørende på ens position i samfundet.

    Vikingerne brugte stort set ikke enderim (dreng - seng), men i stedet bogstavrim (sol - sten, ko - kaste - kniv). I 1000-årene sker der en forandring med sproget. Enderim bruges herefter mere og mere for til sidst at blive enerådende i de Skandinaviske sprog.

    Vikingelandsbyens runesten     Sigurd fik navnet Fafnersbane da han drabte dragen Fafner

    Almindeligvis lavede man vers på 8 linier (eller 2x4) der rimede på hinanden to og to. Hver linie har to trykstærke stavelser, men antallet af tryksvage kan variere. Sommetider brugte man 6 linjer, det kunne være når man ville udtrykke sig mere koncist. Digtet Havamal i Eddaen er en samling leveregler, og her er udtrykket netop meget kort og fortættet. Skjaldene havde modsat behov - de kunne ikke sige det kompliceret nok - de ville netop fremhæve sine evner og sin visdom og nærmest skabe et sprog for de indviede.

    Også det skrevne ord var kendt og brugt i vikingetiden. Runerne dukkede op længe før vikingetiden og fortsatte i brug længe efter. Vikingerne brugte 16 tegns runealfabet, futharken. Runerne kunne have magisk betydning, og man skulle derfor omgås dem med varsomhed. I Egil saga gør forkert ristede kærlighedsruner den attråede pige syg i stedet for forelsket. I et samfund uden skriftsprog må runerne have føltes som en gave fra oven. I mytologien er de en gave af Odin, der en gang ofrede sig til sig selv i verdenstræet for at opnå visdom. Også i mytologien kædes runerne og ordet altså sammen med visdom.

    Runerne kan også give os et indblik i de almindelige menneskers liv. En lille benstump fra Oslo i 1000-årene siger "kysmik", altså Kys mig! Almindeligvis ristede man disse beskeder på små pinde eller benstykker, så kaldte runestave, men man har også fundet runer ristet i sko, sågar på indersiden af en hjerneskal! I den østlige del af vikingernes verden, i Novgorod, blev beskeder skrevet på en anden måde; i birkebark med kyrilliske bogstaver.

    Der er forestillinger om ordmagi der har levet op til vore dage i folketroen; sig "ulv" og den kommer. Derfor har man brugt omskrivninger, f.eks. gråben for ulven. Netop omskrivninger bruges utrolig meget af skjaldene i s.k. kenninger, f.eks. "havets hest" for "skib". eller "Frejas tårer" for "guld". For at forstå mange kenninger skal man kende mytologien, men man skal også være vant til at tænke på en vis måde. Den slags tænkning kan man øve sig i bl.a. med at lave og gætte gåder. Eddaen er fuld af gåder og man har også fundet andre poetisk formulerede gåder, f.eks.: "Hvad er det for et dyr der bærer blodig ryg, men beskytter danerne?" *

    Man kunne dyste i gætning af gåder. En anden slags orddyst kunne en "senna", en kamp om hvem der bedst svinede hinanden til.

    Også uden vers og runer kunne vikingerne udtrykke sig kraftfuldt: Ved slaget ved Svold knækker kongens fremmeste kriger, Ejner Tambenskjælvers, buestreng med et smæld. Da kongen spørger hvad det var for en lyd, svarer Ejner uden ydmyghed: "Der brast Norges rige af din hånd, o konge!"

    I Njals saga bliver Gunner i sit hjem angrebet af en skare mænd. En af dem, Thorgrim, går ind før de andre og Gunnar render sit kastespyd gennem ham. Thorgrim vakler tilbage til de andre, der spørger om Gunner var hjemme. "Det må i selv skaffe jer at vide", svarer Thorgrim", "men jeg kan forsikre, at hans kastespyd var hjemme". Dermed falder han om og dør. Men også Gunnar bliver dræbt og hans banemænd går til hans mor og spørger om hun vil give jord til to af deres mænd så de kan begraves på stedet. "Gerne til to", svarer hun" "og allerhelst til jer alle."

    Endelig kommer vikingernes glæde ved ord frem i mange af de tilnavne de gav hinanden.
    Her er er en lille smagsprøve:
    Egil Skallagrimssøn
    Gunnar fra Hlidarende
    Snorre Gode, Sigurd Jarl, Njal Bonde
    Halvdan Svarte, Gissur Hvide, Valgard den Grå,
    Helga den Fagre, Helge den Magre, Unn den Tænksomme
    Harald Hårfager, Harald Blåtand, Svend Tveskæg, Ketil Fladnæse
    Olav Træhugger, Thorfinn Pandeflækker, Hjørleif den Kvindekære, Bygvom
    Øjstein Fjært

    Fæ dør,
    frænder dør,
    selv dør man også;
    men ordets ry
    dør aldrig
    for den, der får et godt."
    Havamal

    *svar: et skjold