Gå til hovedindhold

Tema - Børn og unge i vikingetiden

Børn og unge i vikingetiden

Indhold

    Børn bliver født og så vokser de op. Sådan er det og sådan har det altid været. Men det man opfatter med ordet 'barn', har varieret gennem tiderne. Selve ordet fandtes langt føre vikingetiden og kommer fra ordet "at bære." Egentlig giver det et godt billede på vikingetidens syn på børn: de blev båret, først i maven, så i armene og endelig i social forstand indtil de kunne tjene sin føde gennem at hjælp til på gården eller selv danne og forsørge sin egen familie.

     

    Børn har også leget den gang men legen var en forberedelse til voksenlivet; den lille legetøjsbåd afspejler drømmerne om at rejse afsted med de voksne mænd. På et tidspunkt blev snurretoppen skiftet ud med en håndten, træsværdet med et af jern og træhesten med en rigtig hest.

     

    Træsværdene blev efter hånden udskiftet med rigtige sværd   Barnet skulle lære af de voksne

     

    Hvis man læser de islandske sagaer, bliver ordet 'dreng' brugt om den unge mand som arbejder på at finde sin plads blandt andre mænd i samfundet. Kun én kunne arve gården - typisk den ældste søn - de andre måtte finde andre veje, bryde nyt, evt. gifte sig med en enke der havde en gård i forvejen eller forblive ugifte. Ikke alle har haft en gård de kunne arve men i vikingetiden havde driftige unge mænd nu også mulighed for at tage på togt og dermed skaffe sig rigdomme og en bedre position. Mange gange forblev vikingerne også der hvor de var kommet som kolonisatører; såvel Færøerne, Island og Grønland var jomfrueligt land hvor vikingerne slog sig ned - dertil kommer så alle de steder de slog sig ned som handelsmænd eller erobrede som krigere.

     

    Jo hurtigere barnet bliver voksen, jo bedre har det altså været, fremlighed er godt. Men det er langt fra altid at processen var uden problemer. Vi har bl.a. fortællingerne om Egil og om Gunnlaug som begge var uregerlige og som havde svært at indordne sig forældrenes og omgivelsernes forventninger og krav. F.eks. slog Egil allerede som 6-årig en anden dreng ihjel. Men vanskeligheden kan godt have kimen til godt i sig - begge disse drenge vandt med tiden nok berømmelse til at få en saga opkaldt efter sig.

     

    Idræt giver udløb for energien   Man skal vove ud fra hjemmet

     

    I den modsatte grøft har vi "kulbideren": drengen der holder til ved ildstedet og ikke vil ud af hjemmet, han som ikke gør gavn eller lærer det han skal. Det er et typisk i sagaerne at der skal noget særligt til der ryster ham ud af hans passivitet, f.eks. et hævndrab, først derefter kan han indgå som fyldværdig i fællesskabet. Det er gennem initiativ drengen bliver til mand, kan vinde respekt, støtte og venner. Knud den Store var ikke mere end 17 år da han blev valgt til konge - og han var ikke en gang den ældste af kong Svends sønner. Hans bror sad desværre hjemme i Danmark og måtte se kongekronen gå sin næse forbi.

     

    Men hvad så med pigerne? Kvindens domæne var hjemmet og gården, det senere hvis hun da selv valgte at tage del i dens styring. En ung, ugift pige forventede man at var tilbageholdende - men da hun blev gift blev hun en del af det større fællesskab. Hendes plads i samfundet var meget langt afhængig af hendes mands. Derfor må det have været vigtig at den unge pige viste hvad hun gik for allerede tidligt så at hun kunne få ry som godt kone-evne.

     

    På vikingegravpladsen ved Snubbekorsgård fandt man skelettet af en spinkel, ung pige. Med sig i graven havde hun fået en kniv og en hvæssesten, en halskæde med (mindst) fire glasperler og dertil en håndten. Tenen er ingen tilfældighed; at spinde og væve hørte til kvindens vigtigste arbejdsopgaver og pigen har sikkert være med i processerne så godt hun kunne siden hun var helt lille.

     

    Pigen fra Snubbekorsgård, Foto: Kroppedal

     

     

     

    På Snubbekorsgård blev der også fundet tre grave der var så små at det nok er børnegrave. Alle tre havde fået en kniv med sig og i en var der også en hvæssesten. Der er ikke fundet mange børnegrave fra vikingetiden men ved gravpladsen ved Rytterkær fandt man en grav med en kiste på knap 70 cm. Der var ingenting tilbage af barnet selv men han havde fået to perler, en i rav og en i blåt glas med sig og dertil en lille krumkniv, nok et kornsegl og en 8 cm høj lerkrukke med aftryk af en rugkerne. Det er også muligt at den voksne mand der lå i forlængelse af graven var en træl som barnet havde fået med sig på sin færd til dødsriget.