Hesten

Hesten var et højt agtet dyr i vikingetiden. Fra den nordiske mytologi kendes blandt andet Sleipnir, Odins ottebenede hest, og de to heste Skinfaxi og Hrymfaxi der trækker solen og månen hen over himlen. Fund af hesteudstyr, vogne, slæder og hestefigurer fra vikingetiden vidner om hestens brug som både ride-, pak- og trækdyr, især i de mere velhavende samfundslag. Fra knoglefund og klædedragter ved vi også, at hestene ind imellem blev brugt i forbindelse med særlige ofringer, eller til slagtning og til fremstilling af skind. På figurer og billedtapeter kan man se, at vikingerne især værdsatte at ride på prægtige hingste med en stolt knejsende hals. Fund af ryttergrave med våben, overdådigt udsmykket hesteudstyr, og specielt udformede skarpe bidsler vidner om, at hesten har været en vigtig del af elitens militære udrustning.

Fra fund ved vi at der var flere typer og størrelser af heste, og at de var mellem 100-150 cm høje. Undersøger vi generne viser det sig, at datidens heste stammer fra 4 hovedtyper af heste, som typisk ville ligne dem vi i dag kalder shetlandsponyer, Lyndshest/Nordlandshest, Exmoore ponyer og Döleheste. Den islandske hest er en hesterace, som har udviklet sig fra forskellige heste, som vikingerne tog med sig til Island fra blandt andet Shetlandsøerne og Norge. De havde også evnerne til de ekstra gangarter tölt og pas, og gennem over tusind års selektiv avl, er den islandske hest opstået her af. Den islandske hest fandtes derfor ikke i vikingetiden, men er ofte brugt i den historiske formidling.