Besøg

Vikingelandsbyen ligger på østskråningen af Store Vejleådalen lige i udkanten af Vestskoven. For en viking er det ikke noget dårligt sted at bo. Her er træ til huse og brændsel, vand til dyr og mennesker og frugtbar jord. Her har da også boet mennesker igennem flere tusinde år og altså også i vikingetiden.

Ådalen er opstået under den sidste istid og er en del af et større dalsystem, der dækker området fra Vallensbæk Mose, der dengang var kystområde, mod syd, til Roskilde Fjord mod vest. 

Som nærmeste nabo har vi Risby, der er en af de små landsbyer, som lå på egnen længe inden København 'flyttede vestpå', men som nu er en del af Albertslund Kommune. Lidt nordvest for Vikingelandsbyen mødes de tre åer: Store Vejleå, Nybølle å og Risbyåen, og her mødes også de tre kommuner: Albertslund, Høje Taastrup og Egedal. De tre kommuner har siden 1993 arbejdet sammen om projektet Danmarkshistorien i Vestskoven, som har til formål på forskellige måder at synliggøre egnens historie.

Du kan downloade mere information om omegnens historie her. Her fortælles om landskabets dannelse, om Gl. Landevej, om bronzealderhøjen Tinghøj, om Porsemosen og om landsbyerne Ledøje, Herstedvester og Vridsløsemagle. 

Vikingelandsbyens dyrehold består i øjeblikket af gederne Dagmar og Vega, nogle får og en sort staldkat, der heder Trud. I sommermånederne holder vi også to grise.

Dyrene bliver tilset hver dag. Vi ber indtrængende publikum om ikke at fodre vores dyr - de får det de har brug for. Faktisk kan de risikere at blive syge af for meget mad eller fejlagtig kost.

Til gengæld må man gerne gå hen til hegnet og snakke lidt med dem.

Du kan læse mere om de arter og racer her på siden.

Et stenkast fra Vikingelandsbyen, mod sydvest, ligger Kroppedal, museum for astronomi, nyere tid og arkæologi. Lige ved muséet har man fundet et langhus fra vikingetiden. Huset er afmærket med hvide stolper.

Vikingelandsbyen har, siden 2006, lejet to hektar skov areal af Købehavns Statsskovdistrikt. Skovstykket består af egetræer, der er plantet i 1974, og bliver drevet som en stævningsskov.

Helt siden oldtiden, har bønderne stævnet træer, for at få dannet de lange, lige stammer som man havde brug for til redskaber, husbyggeri, brændsel og til gærder, der holdt husdyrene ude fra marker og haver. I jernalderen og måske allerede før, stævnede man større skovstykker til en øget produktion af trækul til jernudvinding og bronzestøbning.

Da man stævner, udnytter man løvtræers evne til at skyde nye grene fra stubben eller roden, efter at træet er skåret ned. Fra hver stub, dannes der mange lige skud, og skoven kommer derfor til at bestå af flerstammede træer.  Efter 4-7 år kan de smidige grene bruges til flettede gærder. Venter man 20 år, er stammerne blevet 10-15 cm. i diameter, og kan bruges til hegnspæle, tagrafter, vægstolper eller vognaksler. Og naturligvis også til brændsel eller trækulsfremstilling i miler.

Stævningsskoven er etableret, for at man kan følge træernes opvækst og dermed få indtryk af, hvor meget arbejde, der måtte investeres i denne driftsform, og hvor stort udbytte skoven gav. Hele projektets arkæologisk-faglige baggrund er udarbejdet af Olfert Voss fra Nationalmuseet og drives som en historisk stævningsskov, med en omdriftstid på 20 år. 

De største egetræer har nu en størrelse så vi kan lave mindre bygningstømmer af dem.  Vi har bl.a. hentet tømmer til loftet i stalden og vikingevognen i stævningsskoven. En del træer blev fældet i vinteren 1994-95 og brugt ved årsdagen 1995, hvor Mårum Kulsvierlaug demonstrerede trækulsbrænding i store miler. Trækullet blev efterfølgende brugt til smedning og jernudvinding. 

Vikingelandsbyen bruger stævningsskoven i den daglige formidling. Børnene er med til at drive DERES stævningsskov  -de fælder træet, hugger kronen af og slæber stammen hjem, til videre brug. De ældste børn er også med til at fremstille trækul i miler.