Kværnen

I vikingetiden har drejekværnen for længst afløst skubbekværnen. Via forsøg har det vist sig at den svarer til et øget behov for mere mel - flere munde skal mættes som følge af befolkningstilvæksten. Drejekværnen er faktisk 10-12 gange så effektiv som skubbekværnen! Det næste fremskridt; skvatmøllen - også kaldet vandkværnen - dukker sandsynligvis op i slutningen af vikingetiden men har ikke nået Vikingelandsbyen endnu.

Vikingelandsbyens første kværn blev rekonstrueret på baggrund af fund fra Mammen og fremstillet af store granitsten hentet fra marken. Den var tung og uhåndterlig og skulle jævnlig skærpes.

Den anden kværn vi rekonstruerede blev fremstillet af rhinsk basaltlava (ovenfor). I det danske fundmateriale og beskrivelser har vi ikke kunnet finde belæg for et hul i løberen beregnet for fastsurring af håndtag, men ved et besøg på museet Ribes Vikinger iagttog vi en løber med et skråtstillet hul som ikke var tolket. Ved selvsyn har vi i Tunesien set tilsvarende skråtstillede huller i løberen og dér prøvet at dreje løberen med hjælp af et fast surret træhåndtag, som det gøres i daglig brug. Vi føler os derfor temmelig sikre på vores løsning.

Lavasten er et importeret materiale som bliver meget almindeligt i vikingetiden. Den er, grundet lavaens struktur, selvskærpende. Det har betydet en stor arbejdsbesparelse, men, desværre har fremskridtet også en bagside; i den konstante skærpelse frigøres fin sand som i det lange løb slider tænderne ned. Mange af vikingetidens skeletfund viser også voldsomme slidspor på tænderne.