Gå til hovedindhold

Projekt Vikingedragter

-

Indhold

    Vikingesyværkstedet blev oprettet i 1996 som et beskæftigelsesprojekt for indvandrerkvinder i Albertslund Kommune. Projektet blev ledet af Shaia Awad, som stammer fra Ægypten og har boet i Danmark i over 30 år.

    Værkstedet fremstillede tøj til Vikingelandsbyen med udgangspunkt i vikingetidens klædedragt sådan som den kendes fra arkæologiske fund og afbildninger. Dermed muliggjorde syprojektet en vigtig del af formidlingen: at de besøgende kan klæde sig på i tidssvarende dragter.

    En af grundtankerne med projektet var at bygge bro mellem kulturer. Mange af kvinderne i projektet kunne genkende fremstillingsteknikker og snitmønstre fra deres hjemlande. Som en vigtig del af deres arbejde fik de indsigt i en del af Danmarks historie.

    Projektet havde to mål:
    1. At sikre Vikingelandsbyen en stadig bestand af dragter. Disse dragter er syet på maskine af stof, der er så nært vikingetidens tekstiler som muligt.
    2. At fremstille dragter som er håndlavede fra bunden. Det er en lang process, hvis forskellige dele inddrages dragtvis. Der er fremstillet dragter der er vævet, plantefarvet og håndsyet på værkstedet.

    Syprojektet vævede stoffet til Salshusets alkoveforhæng. De brikvævede også bånd, nålebandt og filtede ting til Vikingelandsbyen. Værkstedet kom jævnlig på besøg til Vikingelandsbyen, og deltog sommetider i åbent hus arrangementer.

    Projekt Vikingedragter blev nedlagt i 2008.