Tema - Vikingetidens børn

I vikingetiden var børnenes liv ikke adskilt fra de voksnes, som det er i dag. Vi ved fra det gamle bondesamfund at børn blev betragtet som voksne der ikke var færdige endnu. Børn har selvfølgelig fyldt meget, både i antal og tid, men dette har ikke været et mål i sig selv, tværtimod. De spæde børn krævede en arbejdsindsats, men så snart de kunne, skulle de yde; hjælpe til i husholdningen eller vogte søskende eller dyr. Udtrykket en "lovende" eller "i alt lovende" dreng eller pige forekommer sommetider i de islandske sagaer. Da den gennemsnitlige levealder var 40-45 år, var det vigtigt børnene tidligt blev modne og kunne udføre en voksens arbejde. På Island var myndighedsalderen 16 år for mænd. En pige blev betragtet som voksen når hun var gift.

Børn var garanten for, at slægten kunne føres videre i en usikker verden. Børn født udenfor ægteskab eller i trældom kunne i hedensk tid anerkendes af faderen og fik da samme rettigheder som børn født indenfor ægteskab. I hvert fald på Island har man sendt børn over til venner og slægtninge i pleje, sommetider hele barndommen. Det var åbenbart en stor ære at modtage et plejebarn, og børnene fik på denne måde knyttet tætte bånd til andre familier. De fik også mulighed for at lære andre ting end deres forældre kunne lære dem, og havde et andet sted at vende sig hvis de senere fik modgang.

Selvfølgelig har vikingetidens børn også leget. Man har fundet legetøj; små træskibe, træsværd, trædukker og dyrefigurer. I et islandsk håndskrift (Flatøbogen) nævnes et tyndt træspån, som kunne svinges omkring med en snøre - altså en slags "hviner" eller "Brummer". Fra Grønland kendes en lille fin snurretop. En del af tingene er nok udelukkende fremstillet til brug ved leg, mens andre ting tjener til oplæring i forskellige færdigheder. En bue i mindre udgave fungerer akkurat lige så godt som en voksenbue. En snurretop øver fingrene i akkurat den samme bevægelse som senere skal bruges ved spinding. Men ordet "leg" er ikke forbeholdt børnenes aktiviteter. "Leg" bruges for idrætter, for spil på instrumenter, for slet ikke at tale om våbenleg. Vi ved også fra det gamle bondesamfund at voksne også har leget når de bare havde tid og mulighed.

Fra sagaerne kendes der flere fortællinger om børn. Egil Skallagrimsson levede i 900-tallet og hans historie blev nedskrevet i 1200-tallet. Han var et meget specielt barn, meget hidsig og stor og stærk af sin alder og allerede som lille en stor digter. Som tre-årig fremsagde han et hyldestdigt, hvorefter han modtog tre sneglehuse og et andeæg som belønning. Som fem-årig begik han sit første drab.

I Rytterkjær er der fundet en lille dreng der fik en lille kniv, en krukke en halshugget voksen træl og en glasperle med sig i graven. Det er en af de meget få børnegrave der er fundet selv om børnedødeligheden nok har været ret stor. Det lader til at det stort set kun var de riges børn der blev begravet. Trællebørn blev smidt på køkkenmøddingen.

Men børn var ikke altid et aktiv. Vi ved at man sommetider satte nyfødte ud for at dø. I Finboges saga bliver den spæde hovedperson sat ned mellem nogle sten og får et stykke flæsk i munden. Vi får at vide at dette var noget som fattige gjorde, hos rige var det ikke velset. Ved kristendommens indførelse blev udsættelse af børn forbudt ved lov. Vanskabte børn var dog en undtagelse; "Børn som bliver født med ansigtet siddende, der hvor nakken skulle sidde eller tæerne der, hvor hælene skulle, skal føres til kirke og blive kristne og derefter lægges i kirken og dø der" (Norge 1000-tallet.)

En søn er bedre
om han så fødes,
efter faderens frafald.
Bautastene, der står
tæt ved vejene,
er oftest rejst af søn for far.
Havamal