Tema - Kongens død

D. 3. februar 1014 dør Danmarks store vikingkonge Svend Tveskæg - kun et par måneder efter at han har underlagt sig England ved et massivt krigstogt. Hæren vælger straks hans nitten årige søn, Knud, til konge, men hjemme i Danmark sidder Svends ældste søn Harald ved magten. Kongens død kunne have udløst stor politisk uro, men de to brødre vælger at samarbejde. Harald får Danmark – som takket være kong Svend også omfatter Skåne, Halland og Blekinge, mens Knud overtager Englands trone og får militær hjælp af sin bror for sikre sit rige. Fire år senere dør Harald II og Knud arver hele storriget. Han bliver også kendt i historiebøgerne som Knud den Store.

Men allerede Svend Tveskæg overtog et stort rige, i hvert fald sammenlignet med hvordan Danmark så ud før. På den store runesten i Jelling kan vi læse at hans far, Harald Blåtand "vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne." Historieskriveren Saxo som levede i anden halvdel af 1100-tallet (ca. 1160-1208), fortæller at Haralds stormænd efterhånden blev trætte af sin konge og fik opildnet Svend til at gå i krig mod sin far. De få kilder vi har, er usikre, men vi ved i hvert fald at Svend kommer til magten ved Haralds død i 986 eller 987. Nogle år senere er hans rige så stabilt at han kan slå sig egen mønt – og bliver dermed den første danske konge som pryder et betalingsmiddel.

Når Svend overtager tronen har vikingerne allerede gennem to århundrede pint England med plyndringer og skatter og Svend farer også selv særdeles hårdt frem i landet. I 1002 får den engelske konge Ethelred nok og giver ordre til at alle danskere i hans rige skal slås ihjel. I massakren som følger, bliver også Svends søster dræbt, sammen med sin mand og søn. Reaktionen lader ikke vente på sig. Danskerne angriber England gentagne gange under de næste mange år – i 1013 med den klare hensigt at erobre landet. Det lykkes også – men det bliver den fremsynede Knud som "vinder landet" gennem at forbyde de voldsomme plyndringer og angrebene på civilbefolkningen.

Svend har fået tilnavnet "Tveskæg," måske fordi han efter engelsk mode delte sit skæg på midten. Han forstår at holde på magten og ovenikøbet udvide sit rige, såvel militært som gennem giftermål. Saxo fortæller at han i mange år gjorde alt for at modarbejde den nye tro og fremme de gamle skikke – hvilket skaffede ham stormændenes støtte. Til sidst skulle dog modgange have drevet ham til at omfavne kristendommen og med hjælp af biskop Poppo lykkedes det ham at få danskerne til at omfavne den nye tro. Vi ved dog at Svend faldt i unåde hos ærkebiskop Adam af Bremen fordi han foretrak danske og engelske præster foran dem Adam ville udpege.

Når kong Svend døde på sit skib, der lå for anker i Østengland, fik han altså en kristen begravelse. Han blev først begravet i York, men af frygt for at englænderne skulle skænde hans lig, lod en engelsk kvinde grave det op, indsvøbte det i vellugtende urter og sejlede det over til Danmark "vejledt af Nordstjernen." Knud og Harald modtog deres far med stor hæder og begravede ham i den grav han allerede flere år tidligere havde forberedt til sig selv i Roskilde kloster.