Tema - Leg og idræt i vikingetiden

Ordet "leg" var i vikingetiden ikke forbeholdt børnenes aktiviteter. "Leg" bruges for idrætter, for spil på instrumenter, ja, sågar for våbenleg. Det oldnordiske ord "leika" skulle have grundbetydningen "bevæge sig uforudsigeligt".

Leg kunne altså være alvorligt nok. Selv børnenes leg var mange gange en træning i færdigheder de ville have brug for som voksne, enten i arbejdet eller i krig. En bue i mindre udgave fungerer lige så godt som en voksenbue. En snurretop øver fingrene i akkurat den samme bevægelse som senere skal bruges ved spinding. I de islandske sagaer roses mænd for gode færdigheder i f.eks. spring, kast og løb - alle færdigheder, der kunne betyde liv eller død i en kampsituation.

Det hele og alsidige menneske var idealet.
Harald Harderåde digtede om sine færdigheder:

Otte idrætter kan jeg:
Odins drik kan jeg brygge, til hest er jeg hurtig og rask, svømning har jeg også dyrket, jeg er god til at løbe på ski og jeg skyder og ror til bedste, både harpespil og digtekunst forstår jeg mig på.

Rundt om på gårdene og i landsbyerne har man holdt idrætsstævner og øvet sig, når der var tid. Mon ikke man også har leget sammen, voksne som børn, ligesom vi kender det fra det gamle bondesamfund.

Gåder forekommer flere steder i de skriftlige kilder, ligesom orddyster på vers. I Boses saga beskrives dans til et bryllup. Der omtales også lege som "skindlegen" og ringtrækning. Man har spillet et boldspil der blev kaldt "knatleikur". En lille læderbold er fundet i Winchester. Dertil har arkæologerne fundet terninger af ben og forskellige brætspil, bl.a. mølle, skak og Hnefatafl.

Noget af legetøjet har sikkert mest været for børnene. Der er fundet små træskibe, træsværd, trædukker og dyrefigurer. I et islandsk håndskrift (Flatøbogen) nævnes et tyndt træspån, som kunne svinges omkring med en snor - altså en slags "hviner" eller "brummer". Fra Grønland kendes en lille fin snurretop. I Hedeby er der fundet en dukke.

Blindebuk kan ses på et engelsk middelalderbillede; "Hoodman Blind" er iført en bagvendt strudhue. Men tænk på lege som tagfat, gemmeleg eller kongens efterfølger. Man må give idrætsforsker Jørn Møller ret i at "nogle lege er så enkle i grundstrukturen, at det faktisk er vanskeligere at forestille sig, at de ikke har eksisteret end det modsatte".

Gåde fra Heidrekssagaen:
Hvilke er de møer, som våbenløse kæmpe om sin herre mod de hvides vilde angreb, de sorte ham stedse skærme?"
Svar: "I Hnefatavl de sorte sin drot forsvare mod anfald af de hvide"