2013

Vikingetiden bliver defineret som den tid, hvor nordboerne drog ud til fremmende lande i sine langskibe; hvor de kom, medbragte de krig og død – med sig hjem, hentede de rigdom og velstand. Som vikingetiden skred frem, blev plyndringstogterne til rendyrkede erobringstogter og i 1013 underlægger Svend Tveskæg sig England. I hans fars tid, skyder de store ringborge op rund om i Danmark – deres eksakte formål er stadig omtvistet, men helt sikkert knyttet til en ny, mere effektiv krigsførelse.

Allerede tusind år før vikingetiden, var nordboerne både frygtede og respekterede for deres krigere og det lykkedes f.eks. aldrig romerne at indvadere Skandinavien. Den nordiske mytologi byder da også på ikke mindre end tre kamp- og krigsguder: Tor, Tyr og Odin – og en heltedød på slagmarken var den eneste måde at få et rigtig godt liv i det hinsides.

Men krigerkulturen og de mange togter betyder ikke at krig var normen for vikingetidens mennesker. Den gamle blotformel: for árs ok friða – er et ønske om godt år og fred og fortæller tydeligt hvad man allermest ønskede sig og ofrede til de højere magter for at få. Freden var gudernes gave til folket; den indre fred ligeså meget som den ydre; uden den gik samfundet sin opløsning i møde. Man fæstnede derfor freden i love og sædvaner og kongen, den højeste jordiske myndighed, stod som den yderste garant.

Tinget var stedet hvor loven og freden blev opretholdt. Der mødtes de frie mænd og afgjorte tvister og fastsatte nye love. Tingsfred blev lyst over forsamlingen, og også færden til og fra tinget var beskyttet med love - og strenge straffe for den der brød dem. En straf i vikingetiden kunne være bøder eller halshugning – eller man kunne dømmes fredløs. Det sidste indebar netop at ’freden’ ikke mere omfattede en – man blev dømt udenfor samfundet, mistede sine rettigheder, sit hjem, sin formue og familie og enhver kunne dræbe en uden at blive straffet.

Det er på den måde, at man også skal forstå ordet ufred. Ufred er noget andet end de rene krigshandlinger, der kunne give en mand nok så meget ære og rigdom. Ufred skal forstås som fraværet af fred - altså det værste som kan overgå fællesskabet og samfundet. Ufred er fraværet af tryghed; den rammer hjemmet og slægten og den høst som skal holde familien i live. Ufred kan komme udefra, som en angribende fjende, men det kan også være når familien opløses i splid og hævn. I et samfund hvor hver fri mand måtte bære våben – kunne små stridigheder nemt løbe slemt af sporet.

Vikingetiden bliver defineret som den tid, hvor nordboerne drog ud til fremmende lande i sine langskibe; hvor de kom, medbragte de krig og død – med sig hjem, hentede de rigdom og velstand. Som vikingetiden skred frem, blev plyndringstogterne til rendyrkede erobringstogter og i 1013 underlægger Svend Tveskæg sig England. I hans fars tid, skyder de store ringborge op rund om i Danmark – deres eksakte formål er stadig omtvistet, men helt sikkert knyttet til en ny, mere effektiv krigsførelse.

Allerede tusind år før vikingetiden, var nordboerne både frygtede og respekterede for deres krigere og det lykkedes f.eks. aldrig romerne at indvadere Skandinavien. Den nordiske mytologi byder da også på ikke mindre end tre kamp- og krigsguder: Tor, Tyr og Odin – og en heltedød på slagmarken var den eneste måde at få et rigtig godt liv i det hinsides.

Men krigerkulturen og de mange togter betyder ikke at krig var normen for vikingetidens mennesker. Den gamle blotformel: for árs ok friða – er et ønske om godt år og fred og fortæller tydeligt hvad man allermest ønskede sig og ofrede til de højere magter for at få. Freden var gudernes gave til folket; den indre fred ligeså meget som den ydre; uden den gik samfundet sin opløsning i møde. Man fæstnede derfor freden i love og sædvaner og kongen, den højeste jordiske myndighed, stod som den yderste garant.

Tinget var stedet hvor loven og freden blev opretholdt. Der mødtes de frie mænd og afgjorte tvister og fastsatte nye love. Tingsfred blev lyst over forsamlingen, og også færden til og fra tinget var beskyttet med love - og strenge straffe for den der brød dem. En straf i vikingetiden kunne være bøder eller halshugning – eller man kunne dømmes fredløs. Det sidste indebar netop at ’freden’ ikke mere omfattede en – man blev dømt udenfor samfundet, mistede sine rettigheder, sit hjem, sin formue og familie og enhver kunne dræbe en uden at blive straffet.

Det er på den måde, at man også skal forstå ordet ufred. Ufred er noget andet end de rene krigshandlinger, der kunne give en mand nok så meget ære og rigdom. Ufred skal forstås som fraværet af fred - altså det værste som kan overgå fællesskabet og samfundet. Ufred er fraværet af tryghed; den rammer hjemmet og slægten og den høst som skal holde familien i live. Ufred kan komme udefra, som en angribende fjende, men det kan også være når familien opløses i splid og hævn. I et samfund hvor hver fri mand måtte bære våben – kunne små stridigheder nemt løbe slemt af sporet.

Vikingelandsbyen, d. 15. januar 2014

Den største begivenhed i 2013 var uden tvivl at Vikingelandsbyens høvding og leder gennem alle årene, Jørgen Poulsen gik på pension. Det skete efter 36 års ansættelse i Albertslund, hvoraf de sidste 21 var som leder og inspirator for Vikingelandsbyen. Som sin sidste gerning, skrev Jørgen en flot bog om alle sine år i Vikingelandsbyen. En bog der kommer omkring de fleste af de tanker der ligger som baggrund, for den vikingelandsby, vi alle sammen i dag kan nyde godt af.

Nu er det mig, Klaus Mynzberg, som har fået lov til at fungere som leder af Vikingelandsbyen. Det er en opgave, som jeg nok havde været mere ængstelig ved, hvis ikke jeg havde haft så gode og arbejdsomme kollegaer i Vikingelandsbyen. Vi har givet hinanden hånd på, at vi vil føre Vikingelandsbyen videre, sætte nye mål, udforske vikingemennesket og alle dets håndværk. Alt sammen i den ånd som Vikingelandsbyen er skabt.

Den anden store begivenhed var ansættelse af vores nye dygtige mand, Karl Jakob Lamberth, som blev ansat i april 2013. Vi er glade for at han er kommet med på holdet, og mange af Albertslunds skolebørn, lærere og pædagoger kender ham allerede fra hans første sæson i formidlingen. Han er uddannet skolelærer, brænder for formidling, og har stor historisk baggrundsviden.

Vi sætter os løbende nye mål i bestræbelserne på, at komme til at kende vores forfædre. Men at sætte dem kan være nemt nok, der skal også nogle til at forfølge dem. Og dette kan vi, der har vores daglige gang i Vikingelandsbyen, ikke klare alene,- langt fra. Målene nåes sammen med alle de forskellige mennesker som har sin gang i Vikingelandsbyen; børn, lærere, pædagoger, medarbejdere, medlemmer af Venneforeningen og spørgelystne gæster

Det er sammen med dem, vi forsøger at belyse og afprøve de teorier og tanker, vi gør os om vikingemennesket og dets levevis. Et godt eksempel er brugen af vores nye vikingevogn. Den bruger vi ofte sammen med skoleklasserne, når vi drager til Stævningsskoven, og fragter egestammer hjem til Vikingelandsbyen. Den har efterhånden kørt mange kilometer med tungt læs, og sliddet på den fortæller os, om vi har bygget den rigtigt og godt nok. Eller har sådan en vikingevogn slet ikke være egnet til det slid, vi forestiller os. Indtil videre har vognen dog opfyldt de forhåbninger vi har til den.

Sådan er der mange af de gøremål, som man kan sætte en lup på. Og det gør vi ofte. Vi drøfter også tit, om det har været realistisk, at børn har udført den ene, eller den anden opgave. Måske har en given opgave været så vigtig, at man ikke turde overlade den til børnene ? Vi får nok aldrig det sande svar, men for hvert år der går, bliver vi klogere og klogere.

Vi håber også, at i står tilbage med nogle forundringer, efter et besøg i Vikingelandsbyen.

Vikingelandsbyens Venneforening er en særdeles vigtig deltager i vores søgen efter ny viden omkring vikingemennesket. Sammen med dem, tog vi et "dybt spadestik", da vi i november, gennemførte en succesfuld jernudvinding.

Vi havde allieret os med en ekspert, Jens Jørgen Olesen fra Heltborg Museum i Nordjylland. Han har eksperimenteret med jernudvinding i mange år, og han lærte os, hvordan man sandsynligvis har lavet jern i vikingetiden. Det skal vi prøve igen i det nye år, og drømmen er, at vi selv kan fremstille jern til vores økser, knive og smykker.

Til vores faste medbyggeraftener hver tirsdag, har der være god tilslutning, og der blev hugget tømmer og rekonstrueret mange genstande, som allerede er i brug i formidlingen sammen med børn og voksne. Mange af os fik også repareret tøj, og enkelte fik endda en ny Viborgskjorte. Alt sammen frembragt af de flittige tekstil interesserede kvinder.

Med året 2013 i klar erindring, tager vi nu fat på et nyt travlt år i Vikingelandsbyen. Vi skal hugge masser af tømmer til den kommende lade, anden del af Risbytapetet skal i gang og så skal vi have besøg af en masse børn og voksne i formidlingen. Vi håber at guderne vil stå os bi med masser af godt vejr og held og lykke. Så skal vi nok klare det hårde slid og gode humør, så vi igen om et år kan kigge tilbage på endnu et veloverstået år i Vikingelandsbyen.

kh

Klaus