Modeshow 2010

Modeshowet 2010 var det andet vi arrangerede. Vi havde haft et helt år til at gentænke og til at sy de dragter vi manglede. Igen, gjorde vi vores bedste for at vise rekonstruktioner baserede på faktiske fund og for at give et bud på hvordan tøjet har indgået i en social sammenhæng.

I vikingetiden var det tøjet der viste hvem du var.

Mannequinerne venter på sin tur inde i Salshuset.

Hørskjorten fra Viborg

1 1985 blev der fundet en stor klump sammenkrammet tøj i et stolpehul ved udgravninger ved Viborg Søndersø. Det viste sig at være en mandeskjorte af fint hørstof (22/12 tråde pr. cm2). Skjorten bestod at ti dele, syet sammen med otte forskellige slags sømme til et klædningsstykke med foret liv, slidser i siderne og en firkantet halsåbning med asymmetrisk slids.

I sit grundmønster er skjorten en tunika der skal trækkes over hovedet når den skal på og af.

En velhavende mand

Overtøjet er en ulden slå-om-frakke farvet i kraprod og kantet med ægte ulveskind. Den her type frakke er afbildede i Skandinavien helt tilbage til 500-tallet og har sin inspiration østfra.

Kjortelen er en ulden tunika i enkelt snit, farvet i to omgange (gul + blå) for at få den blågrønne nuance. Kjortelen er pyntet med uldne, brikvævede ved hals og ærmekanter.

Bukserne er blåfarvede med indigo og læggene omviklet med virkede bånd. Snittet på bukserne er fra et fund fra Thorsberg, Tyskland, dateret til ca. 100-400 e. Kr.

På hovedet har han en rundpullet, blåfarvet hue der er kantet med hundeskind. I Ibn Fadlans rejsebeskrivelse af vikingerne ved Volga nævnes netop en hue af stof og skind (dér brokade og zobel).

Nordbodragt

Både bukser, kjortel og hue er her vævet i det samme uldstof (2/2 kiper med grå trend og hvid islæt) men stoffet der bruges til bukser og hue er overfarvet med kraprod.

Snittet for kjortelen og huen er efter fund fra Herjolfsnæs, Grønland (museumsnumre D5674 (Nørlund no. 33) og D10610 (Nørlund no. 83)) Herjolfsnæs fundene dateres til mellem 990 og 1450.

Bukserne er efter et snit fra en jernaldergrav i Damendorff, Tyskland.

Denne uldkjortel er vævet i 2/1 kiper, med kraprød trend og hvid islæt. Snittet er efter en kjortel fundet i Moselund mose, dateret til 1050- 1155. Det er muligt at for- og bagkilerne på originalen har været opslidsede på midten, vores er dog syet sammen.

Buksernes snit er efter jernalderfundet i Thorsberg og fremstillet i ufarvet, hvid uld.

Den rundpullede hue er filtet i lysegrå uld og pyntet med brikbånd.

Den blå kjole er vævet i indigofarvet 2/2 uldkiper. Snittet er efter en pigekjole i Herjofsnæs, Grønland (D 10586 (Nørlund No. 44)). Selvom fundet er fra middelalderen så kunne det se ud som om denne type kjoler har været i brug allerede fra slutningen af 900-tallet.

Kjolen er farvet flot rød med krap og til kappen er der brugt indigo - to farver der afslører brugeren som velhavende. Senere, i middelalderen, kom der lovgivning på hvem der måtte bruge hvilke farver.

Kjolens snit er fra Herjolfsnæs. Kappen er fra Leksand, Sverige og holdes fast foran med et trefliget bronze spænde.

Kappen fra Leksand i hele sin pragt.

Leksand kappen er halvcirkelformet og syet af to stofbaner i uld. Dateringen er omkring 1200.

Originalen var farvet i kraprod og kantet med et brikbånd foran. Vores kappe er indigoblå og foret med ulveskind hele vejen rundt.

Bonden her er lidt mindre velhavende end dem vi har set indtil videre. Han bærer en strudhætte der fungerer i alt slags vejr, en kjortel i naturgrå og hvid uld og bukser i fedtgarvet læder.

Læder har, ligesom mange skind, været et lettilgængeligt og slidstærkt materiale som sikkert er brugt i stort omfang, i hvert fald til arbejdstøj.

Hættens uld er farvet i ligedele krap og valnøddeskaller.

Bondekvinden her er klædt i en uldkjole i enkelt tunikasnit. Den har kiler foran og i siderne men betydeligt smallere end Herjolfsnæskjolerne.

Kjolen er farvet i et krapbad der allerede har været brugt én gang. Den brændt røde farve viser også at krappen var oppe at koge - vil man have klare, røde farver må temperaturen ikke overstige 90 grader.

To bondedrenge.

Begge har kjortler og bukser i naturbrun uld. Den ene har dertil en læderhue mens den anden har en grøn strudhætte.

Den grønne farve kan opnås enten med padderok på hvidt stof eller gennem at farve gråt stof med noget der giver gult (f.eks birkeblade, regnfan eller gyldenris).

Bondepige

Kjolen er i grov, naturbrun uld, vævet i 2/2 kiper. Snittet er efter et fund fra Herjofsnæs, Grønland (D 10593 (Nørlund No. 62). Originalen er syet til et spædbarn men vi har forstørret mønstret til en ca. 10-års pige. Snittet er spændende da det kun har kiler fortil og bagtil, ikke i siderne, og da forstykket er syet af to stykker, skåret under brystet så det får det vi i dag ville kalde 'princessefacon.'

Under kjolen har pigen en hørsærk og på hovedet en lille kyse i fineste uldstof, farvet gul med farvegåseurt. Kyser af denne type er der fundet mange af, bl.a. i York og i Dublin.

Der er en vis forskel på den grove kvalitet på uldkjolen og den fine kyse. Måske har pigens far eller bror netop kommet hjem fra togt?

Smal selekjole over glat særk

Kvinden her bærer en smal selekjole i indigoblå uld over en særk af uld. På hovedet har hun en kraprød kyse i fin uld.

Selekjoler er et stykke tøj der lader til at være unikt for Skandinavien og der er stor usikkerhed om det eksakte snitt. De fleste af fundene begrænser sig til lidt stofrester i forbindelse med de skåleformede spænder over brystet. Spændene bliver er altid fundet parvis. Kjolen på billedet er syet efter et stoffragment fra Hedeby der er fortolket som et rygstykke på en smal selekjole.

Baseret på fundene af skålespænder, lader det til at selekjolene går af mode løbet af 900-tallet, først i Danmark, så i resten af Skandinavien. Efter 1000 er der ingen fund af skålespænder. Enten er hele selekjolen blevet umoderne og sandsynligvis erstattet af kjoler af tunikatypen - eller så er den blevet brugt uden skålespænder.

Særken er i enkelt tunikasnit.

Rynket selekjole og rynket hørsærk

En selekjole der er rynket (i hvert fald fortil, sandsynligvis også bagtil) er fundet i en grav i Køstrup, Fyn. Uldstoffet i vores rekonstruktion er farvet gult først og så med indigo.

Rynkede særke er påviste i Birka. Vi har taget vores snit fra traditionelle, østeuropæiske særke.

Bondekone med barn

Over selekjolen og særken bærer denne kvinde en trekantet, ulden sjal og en lille kyse i fint uldstof. Trekantede sjaler er afbildet på flere kvindefigurer. Sjalen bliver holdt på plads af et trefliget spænde.

Drengen har en lille rundpullet hue og en frakke i østligt kaftansnit.

Stoffragmentet til den smalle selekjole fra Hedeby havde to pyntebånd der løb ned længs sømmene på ryggen.

Selekjolen på billedet er farvet med tørrede valnøddeskaller mens kysen er har fået sin farve fra kogt kraprod. Drengens hue er farvet med birkeblade og stoffet var oprindligt gråt.

Sjalen og drengens kjortel er naturbrune nuancer.

Korthoser

Det kan blive kold om benene under kjolerne - men det betyder ikke at kvidnerne har gået med bukser. Korte hoser er fundet i Herjolfsnæs, Grønland (D10616 (Nørlund No. 91)) og fungerer udmærket når vejret bliver køligere.

Der har ogå været brug for regntøj. Vores er syet i fedtgarvet svineskind. Snittet er taget efter færisk, sentidligt fistertøj - alligevel er der store ligheder til ældre beklædning; strudhue, tunika og bukser

Rejsende

Bredskyggede hatte er ikke fundet eller afbildet fra vikingetiden, men er blevet brugt af rejsende siden antikkens dage. Måske er det netop en sådan hat som gav Odin et af hans utallige navne: Sidhattr. Hatten på billedet er fremstillet i grå filtet uld.

Den grå, hullede rejsekappe er fæstnet på højre skulder med et jernspænde. Under det kan man ane en enkel kjortel i kraftig, naturbrun uld. Selv pyntekanten er enkelt holden i kontrasterende uldstof.

For at opnå den grønne farve i bukserne er grå uld blevet farvet med gult.

Mor og barn

Moren bærer en slå-om-frakke, sammenholdt fortil med et trefliget spænde. Stoffet er i naturnbrun uld mens kanten er imiteret pels: uldstof der er kradset op så det har fået en lodden overflade. 'Snydepels' er fundet på stofkanter fra Hedeby mens fund fra Birka med netop trefligede spænder tyder på at også kvinder kunne bruge denne slags frakker.

Den lille pige har en én-til-én rekonstruktion af spædbarnskjolen fra Herjolfsnæs ( D10593 (nørlund No. 62)) og over den en barnefrakke.

Kriger

Denne kriger har også våbenrok og pludderbukser men den lange kaftan og bæltene med bronzebeslag, giver hans dragt et andet udtryk. Selv bæltetæsken er beslået med bronze. 

Påsebukser

Her kan man virkelig se stofrigedommen i bukserne. På Gotland har man to billedstene fra vikingetiden hvor der er afbildet en rytter med store, posede bukser. I Hedeby er der fundet et næsten gazeagrigt stof som kunne have være været brugt til netop disse.

Ifølge en arabisk kilde fra 900-tallet havde vikingerne så stofrige bukser at de var nødt til at forrette deres nødtørft to og to.

På Bayeux-tapetet ses en anderledes kvindemode: kjoler med vide, hængende ærmer kombineret med et tørklæde, svøbt om hoved og skuldre.

I rekonstruktionen af kjolen har vi valgt at beholde Herjolfsnæs mønster og forsynet den med vide ærmer - lignende kjoler er stadig i brug i bl.a. Kurdistan. Vores kjole blev farvet med indigo - et enklet dyp i mildt bad gav den blege blå farve som kan ses på frankiske illuminationer.

Hvis man kigger på Bayeux-tapeter og andre samtidige illustrationer kan man se at det drejer sog om en konsistent kvindemode der udspringer fra Byzans. Tørklædet er altid farvet og kan altså ikke være fremstillet af hør ligesom det senere hovedlin i middelalderen. I stedet skal man opfatte det som en overlevering af den romerske palla, en ulden sjal som kvinder svøbte om hoved og skuldre når de gik ud.

Velhavende købmand

De røde, blå og sorte farver afslører denne købmands velstand, sammen med de mange pyntebånd på de enkelte dragtdele. I vikingetiden fik mange flere mennesker adgang til luksusprodukter end nogensinde før.

Det store spænde der holder kappen sammen på skulderen har en spidsnål der er lang nok til at fungere som våben hvis nødvendigt. Siden romertiden har kappen enten været fæstnet foran eller - det mest almindelige - på højre skuldre for at lade sværdarmen fri.

At denne man har spændet på venstre skuldre tyder på at han er venstrehåndet.

Benediktinermunk

De første munke der kom til Norden var Benediktinermunke. Deres sorte dragt består af en kutte (i sit grundmønster en tunika ligesom kjortel og kjole) en strudhætte (cucullus) og dertil et for-og bagklæde (scapular).

Peploskjole

I Finland fortsatte moden med spændekjoler helt ind i middelalderen. De arkæologiske fund tyder dog ikke på selekjoler, men på peploskjoler - et foldet stykke firkantet stof der også blev brugt i antikkens Grækenland.

Vores selekjole er syet i 2/2 uldkiper og farvet med stenlav. Selvom den blev farvet i 2002 kan man stadig dufte laven i stoffet.

Mønstret på de brikvævede bånd er ligeledes fra Finland, fra Kekomäki.

Træl

Trællens kjortel er syet efter et fund fra Bernuthsfeld, Tyskland. Originalen er dateret til et tidspunkt mellem 660 -870 og består af så mange lapper at det er umuligt at bestemme hvilket af stofstykkerne der udgjorte den oprindelige kjortel. Snittet er en enkel, smal tunika uden kiler. En lille detalje omkring halsen er at slidsen i halsen sidder til den ene side - et snit vi i dag forbinder med Kina.

På hovedet har trællen en filtet uldhat. Bredskyggede hatte kendes siden antikken og afbildes typisk på rejsende og arbejdende folk.

Trællekvinde

Trællekvinden er klædt i en kjole af grov, ufarvet uld. Der har hverken været stof nok til ærmer eller kiler og længden kniber det også med. For at hold varmen har hun dog et slag af fåreskind af en type som man kender siden jernalderen.

Sammenlignet med den krævende proces at spinde og væve uld har skind været et tilgængligt og nemt materiale.

Kjortel fra middelalderen

I Bocksten, Sverige blev der fundet en mand i en mose der havde en dragt der var nærmest intakt. Vi har ladet kjortelen i fundet lægge mønster til vores middelalderlige mandedragt. Stoffet er farvet med tørrede valnøddeskaller.

Mand fra middelalderen

Kappen er halvcirkelformet efter et 1300-tals fund i Bocksten, Sverige. Materialet er uld og den varmt brune farve er opnået med en blanding af kraprod og valnøddeskaller.

Under kjortel og tunika bær manden ikke bukser men uldne hoser der er fæstnet med stropper i en bælte og under dem, korte broger af hørlinned.

Kvinde fra middelalderen

Kvinden på billedet har dækket sit hår under et hovedlin af hør, hvilket tyder på at hun er gift. Hun er klædet i en særk af hør og over den en ulden surcot. En middelalder kjole, surcot, kunne have ærmer eller være ærmeløs, men som det senere, opviser den store ligheder med selekjolen.

Påsebukser

Her kan man virkelig se stofrigedommen i bukserne. På Gotland har man to billedstene fra vikingetiden hvor der er afbildet en rytter med store, posede bukser. I Hedeby er der fundet et næsten gazeagrigt stof som kunne have være været brugt til netop disse.

Ifølge en arabisk kilde fra 900-tallet havde vikingerne så stofrige bukser at de var nødt til at forrette deres nødtørft to og to.