Gå til hovedindhold

Medbyggere

-

Indhold



        

    En af grundpillerne bag arbejdet i Vikingelandsbyen er 'medbyggeridéen'. Ved at tage del i opbygningen og vedligeholdelsen, får man et nært forhold til stedet - man bliver medejer.
    Besøgende børn og voksne, ansatte i jobtræning og aktivering, medlemmer af Venneforeningen og engagerede gæster har sammen med de faste medarbejdere skabt Vikingelandsbyen, som den ser ud i dag.

    Den største gruppe af medbyggere er forenede i Venneforeningen. Den blev oprettet i 1995. Gennem årene er Vikingelandsbyens venner vokset til over 100 medlemmer og har til vores store glæde en bredde og rummelighed, så alle kan være med. Medlemmernes støtte og deltagelse har været afgørende for, hvor vi er kommet til i dag - de er en del af Vikingelandsbyens sjæl. På smukkeste måde arbejder de ud fra formålet som her er citeret fra foreningens vedtægter:

    §2 Foreningens formål er at fungere som støtteforening for Vikingelandsbyen i Risby i Albertslund. Foreningen tager del i og medvirker til opbygningen af Vikingelandsbyen og vil således være med til at skabe et levende forhistorisk miljø for byens borgere og andre interesserede.

    I formidlingen får børnene en mulighed for gennem egen skabende indsats at sætte sig spor i virkeligheden. De skal være med i hele og gennemskuelige processer, hvor nytteværdien af deres arbejde er klar.

    Børnene får ikke et produkt med sig hjem, men motivationen skal ligge i at lave noget, som kan bruges i Vikingelandsbyen. Gennem at give noget af sig selv bliver man en del af fællesskabet. 

    Børnene bliver hermed medskabere af deres egen Vikingelandsby.

    Hverdagens medbyggere består udover børn og fastansatte af borgere visiteret fra Jobcenter Albertslund. Jobcentret hører under Albertslund Kommunes Sundheds- og Socialforvaltning.

    I Vikingelandsbyen får borgeren mulighed for at grundlægge varige interesser og færdigheder inden for pædagogik, formidling, håndværk, arkæologi, historie, kultur m.m. Gennem oplevelse af det nyttige, skabende arbejde i opbygningen af Vikingelandsbyen til glæde for andre kan borgeren udvikle øget selvværdsfølelse og livskvalitet til gavn for sig selv, sin familie og samfundet som helhed.

    Det er målet, gennem deltagelse i alle områder af Vikingelandsbyens arbejde, at borgeren hurtigst mulig bliver parat til at påbegynde arbejde eller uddannelse.

        

    Vikingelandsbyen nød i flere år godt af den samfundsnyttige tjeneste som ydes af militærnægtere.

    Her viser Bjarke stolt resultatet af den huggeteknik han lærte hos os. Dette stykke tømmer udgør overlæggeren på vores indgangsportal.

    Forneden har vi prøvet at samle billeder af så mange gamle og nuværende medarbejdere som vi har kunnet finde. Flere mangler stadig, så hvis du har et godt billede, vil vi rigtig gerne høre fra dig!

    Klik på billederne for at se dem i stort format.